Freemuse pressemeddelelse:
Rapport om visa-problemer
Ambassaders visa-håndtering skader musikindustrien og strider mod principper i UNESCO-konvention. Det påviser en ny rapport, som Freemuse er medudgiver af: ‘Visas – the discordant note’
Misvisende informationer, fejlagtige viseringer, langsommelighed, ligegyldighed og nedladende holdninger til kunstnere er blot nogle af de problemer, som musikindustrien og kulturarrangører støder på, når de inviterer internationalt anerkendte kunstnere til Danmark og andre europæiske lande.
Det fremgår af den nye rapport ‘VISAS / the discordant note’, som er udgivet af den internationale ytringsfrihedsorganisation Freemuse, Det Europæiske Kunstnerråd, samt ELMF – en europæisk sammenslutning af musikfestivaler, managers, spillesteder og musikarenaer.
I oktober 2009 bliver København vært for WOMEX, verdens største messe for global musik med over 3.000 deltagere fra hele verden. Den begivenhed bliver ifølge Ole Reitov, der er rapportens redaktør, en ‘lakmusprøve’ for, hvorvidt Danmark vil følge sin ratificering af UNESCOs konvention om kulturel mangfoldighed op og gøre alvor af dens hensigter.
“Konventionen er nemlig helt klar i mælet på dette punkt,” fortæller Ole Reitov: “Den påpeger, at de økonomisk udviklede lande skal gøre kulturel udveksling med udviklingslandene lettere ved at give deres kunstnere og deres kulturelle varer positiv særbehandling. Og at det skal ske ved at tilvejebringe passende institutionelle og retlige rammer.”
Desværre er virkeligheden langt fra konventionens fine ord. Det viser den dokumentation, som Reitov og hans medforfatter Hans Hjorth, international chef for ELMF, i det seneste år har indsamlet fra samarbejdspartnere og kunstnere i Europa, Afrika og Asien.
“Rapporten er ikke køn læsning. Europæiske ambassader i Afrika og Asien er generelt dårlige til at servicere kulturindustrien i Europa. Udover at ambassaderne og konsulaterne sjældent kan alle de regler, de er sat til at administrere, så er sagsbehandlingen ineffektiv og uigennemsigtig. Der er mange eksempler på, at store kunstnere behandles usselt, også selvom de er inviteret af europæiske borgmestre eller statsfinansierede organisationer. Det gælder også de danske repræsentationer. Hvis man mener det alvorligt med begrebet kulturel diplomati, så kunne de europæiske udenrigsministre passende starte her, ” mener Reitov.
‘VISAS / the discordant note’ dokumenterer problemerne, men peger også på en lang række løsninger, som kan effektivisere de nuværende systemer. Eksempelvis kunne de europæiske ambassader i udlandet indføre et ‘one stop’ viseringssystem for kunstnere, så de ikke skal springe mellem flere landes repræsentationer, når de forbereder en turné i Europa. Rapporten foreslår også, at man indfører et elektronisk ‘tracking’ system, som det kendes fra de internationale fragtfirmaer. Endelig peger rapporten på, at de enkelte landes ministerier er for dårlige til at koordinere deres regler og information.
“Vi har nu indledt en oplysningskampagne i forhold til EU-kommissionen, Europaparlamentet samt nationale parlamenter og ministerier. Problemerne er så store og så komplekse, at der må arbejdes såvel nationalt som internationalt,” siger Ole Reitov
Pressekontakt: +45 23 23 27 65 / +45 33 32 10 27
Læs rapporten (i pdf format) |
|
 Rapport om visa-problemer - 20 pages
 |